Vokseværk

Museumsinspektør mag.art. Birgit Hessellund skriver om Vokseværk, der er opstillet i Musikhushaven i Århus:

Århus' samling af udendørs skulpturer bliver i august 1989 forøget med bronceskulpturen VOKSEVÆRK, skabt af Gudrun Steen-Andersen. Med sin fine placering ved bassinet foran Musikhuset vil han komme til at hilse på rigtigt mange besøgende, både lokale og turister. Og ingen vil have nødig at diskutere hvad skulpturen nu også forestiller. For det kan enhver se!

Men hvem tænker på, at det i virkeligheden er temmeligt dristigt at arbejde så naturalistisk anno 1989? For det er jo slet ikke moderne! Det kræver ret beset samme mod og sejhed som modernisten, da han for 100 år siden skulle sætte sig ud over kravet om naturtro gengivelse af den ydre virkelighed. "Naturen er intet, billedet af den er alt", gjaldede modernismens kampråb. Og vist så. Men uden natur intet billede. Og uden mennesket ingen kunst.

Fra tidernes morgen har mennesket været optaget af sin egen art. Kaster man et blik tilbage over kulturhistorien, får man vidnesbyrd om denne evige fascination og udforskning af den menneskelige krop og sjæl. Og selv det guddommelige blev vel først rigtig interessant, da det antog menneskelig skikkelse og blev kød og blod.

Gudrun Steen-Andersen's dengang 12-årige søn har nok tjent som model. Men skulpturen er ikke et portræt af ham, den rækker videre og symboliserer selve begrebet VOKSEVÆRK, der rummer uro og forandring fra ét stade til et andet. Intet udtrykker som puberteten denne tilstand af både selvbevidst sikkerhed og uendelig sårbarhed, når puppehylstret begynder at revne, og metamorfosen fra barn til voksen skal til at finde sted. At mange kunstnere i tidens løb har følt sig tiltrukket af dette spændingsfelt kan ikke undre. Det er ofte set symboliseret i ungdommens forår kontra alderdommens efterår.

Et af de mest kendte billeder er vel Edvard Munch's "Pubertet", som viser en ung, spinkel pige siddende på sin seng, med armene krydset beskyttende over kroppens nøgenhed.

Gudrun Steen-Andersen's drengeskulptur gør sig derimod bred. Fødderne er plantet i solid bredstilling, hænderne sat i siden. Bare kom an, siger han til verden, denne knægt i lømmelalderen, som både er lidt fræk og fandenivoldsk.

Sådan ser det ud ved første øjekast. Men udtrykket er flertydigt, for selvsikkerheden er et nødvendigt dække over alderens sårbarhed og hudløse følsomhed. Den har kunstneren indfanget i fint sete, små detaljer. I det skrå blik, der er lidt indadvendt og eftertænksomt - for det store spørgsmål hører også alderen til. I fødderne, der vipper ganske let over på forfoden. Han står og tager bestik af situationen og er klar til at bevæge sig fremad.

Til toppen af siden