De Profundis

"I og med at vi blev sproglige væsner …. blev vores individuelle livshistorie adskilt fra vores artsmæssige historie: Ikke én, men to fortællinger var på færde i menneskets krop og bevidsthed. Derfor kan et menneske ikke realisere sig selv fuldt ud uden også at søge denne splittelse overvundet. Hver eneste af os må i vores liv finde en måde at bringe de to tilsyneladende uafhængige fortællinger, som vores liv har kastet os ud i, sammen. Vi må kunne lytte til begge fortællingerne og forene dem i én meningsfuld historie, der kan sikre, at vi hører til både i det menneskelige fællesskab og i den levende verden, som er vores ophav...."
En snegl på vejen / Jesper Hoffmeyer

Siden menneskets historie, i og med at vi blev sproglige væsner, spaltede sig i to linier, naturhistorien og kulturhistorien, har de disse fjernet sig stadig længere fra hinanden. Kulturlinien løsrev sig fra naturens overherredøme, og efterhånden blev herre-slave-forholdet vendt på hovedet. Magtovertagelsen blev endeligt beseglet med udviklingen af muligheden for i de inderste strukturer at forvandle natur til kultur - genteknologien.

Et sted i rummet mellem de to linier findes nøglen til, hvem og hvad vi er idag. Her findes også nøglen til mange af vore myter og drømme som konkrete manifestationer af de uudsigelige eller undertrykte aspekter, der tilsammen udgør mennesket, men som vi ikke umiddelbart evner at se opløst i deres bestanddele.

De Profundis kan ses som nedslag i dette rum - sindbilleder hentet fra hjørner, kanter og grænser i menneskets dobbelte dyb. De ni selvstændige skulpturer og skulpturgrupper er tænkt sammen og er aspekter af samme helhed - en cyklus. Denne er således ikke så meget fortællingen om et antal forskellige eksistenser, som det er fortællingen om én.

Titlen De Profundis (Fra Dybet) er, især i musikalsk sammenhæng, stærkt forbundet med det religiøse afmagtsråb, som har befordret uendelig megen smuk og inderlig musik. (Fra Dybet råber jeg til dig , o Herre / Davids Salmer nr. 130).
Dette stærke billede på den eksistentielle afmagt har imidlertid også givet inspiration til denne skulpturcyklus, og jeg har valgt at låne Dybet herfra, omend det opleves fra en anden synsvinkel:
Tilblivelse, udvikling og udslettelse fra individ til art munder her ud i en hyldest til livet som en kaotisk, ekstatisk runddans, hvor de enkelte elementer afbalanceres af hinanden i den fælles bevægelses malstøm.
Det er øer af følelses- og tankegods i et miniatureunivers, hvis tilblivelse grunder sig i fascinationspunkter fra udviklingsbiologien over den sammenlignende adfærdsforskning til de genteknologiske aspekter i en stigende undren over fænomenet eksistens.

De temaer, jeg forsøger at berøre, er magt / afmagt, det nye menneske / det uddøende menneske, altings leg med alting og tankens og fantasiens evne til at forestille sig det umulige og materialisere det.

I den figurative abstraktion søger jeg intervallets fylde - rummet mellem det antydede og betragtningens spontane fuldbyrden.
Ligeledes bruger jeg det figurative som medie for abstrakt komposition. Både inden for de enkelte grupper som linier og energibaner - og overordnet som en bevægelse igennem hele cyklen mellem forskellige manifestationer af tre energitilstande: statisk, potentiel og kinetisk.

Skulpturenes rå fremtoning kan tilskrives misforholdet mellem trangen til det monumentale udtryk og midlernes formåen. De står i det materiale, de er blevet skabt i, men denne sårbarhed kan måske være med til at formidle en større intimitet.

Gudrun Steen-Andersen